Tine Lindhardt

I disse dage søger en gruppe irakere kirken. De er i en ulykkelig situation og er kommet til kirken for at søge det kirken kan give: trøst og lindring, Guds ord, håb. Skal kirken lukke dem ind?

Ja. Det mener jeg.

Når mennesker opsøger kirken, skal kirken selvfølgeligt være der for dem. Det gælder ikke mindst mennesker der er i nød, – som er urolige og bange.

Kirken kan ikke ændre politiske beslutninger. Det politiske ligger i folketinget. Det er en del af den danske tradition, at det er sådan – og efter min opfattelse er det en god måde at indrette sig på.

Kirkens opgave, når mennesker søger den, er derfor at give ord til afmagten, ord til bøn, tro og håb – ikke kirkens ord, men Guds. Sådan har det været igennem århundreder – at man har søgt kirken og kan søge tilflugt i den, når man er i en presset situation.

Det er klart at mennesker ikke kan blive i kirken for altid. Ligeså klart er det også at man må tage hensyn til at kirken også skal bruges til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Men udgangspunktet er at når mennesker opsøger kirken, skal den være der for dem, når de banker på døren.

I øvrigt finder jeg det uheldigt at man finder det nødvendigt at sende mennesker hjem, som har været i landet så længe som mange af irakerne. – Det være sagt som en personlig tilføjelse.

Jeg synes, det er synd for valgbestyrelsen og stiftsadministrationen i Københavns Stift at man er kommet i denne situation. Sort uheld. Men hatten af for at man i denne situation har truffet de beslutninger man har. Det er rettidig omhu. Og bedre at tage det nu fremfor at risikere omvalg sidenhen på grund af tvivl og evt. klager. 

Som kandidat skal man være tilbageholdende med at udtale sig om valget mens det pågår. Men jeg har – egentlig uafhængigt af det konkrete valg – undret mig over hvorfor man ikke laver bispevalg så de ligner de valg vi kender fra som kommunal- og folketingsvalg. Altså med udsendelse af et stemmekort til de stemmeberettigede menighedsrådsmedlemmer og præster og med afstemning én dag ved personligt fremmøde. Med mulighed for at brevstemme hvis man ikke er hjemme på afstemningsdagen og med afstemning f.eks. på provstikontorerne så ingen skal rejse meget langt for at stemme. Der er selvfølgeligt en række praktiske ting der skal gennemtænkes, – valgtilforordnede for eksempel. Men det må kunne løses.

Jeg ved ikke om det kunne mindske risikoen for problemer, men måske. Og så kunne det gøre valget mere enkelt og levende, hvis det var koncentreret til én dag og man kunne følge optællingen om aftenen. Det ville også kunne gøre det lidt kortere end nu hvor der skal tre ugers afstemning til hver runde.

Noget andet er, om man ikke kunne have glæde af ved et bispevalg at trække på nogle af de mange folk i kommunerne og de politiske partier som kender noget til valg og valgprocedurer og som har stor viden og kompetence på det med valg. 

Begge dele blot sagt til overvejelse.   

Jeg synes ikke, at vi skal smide hinanden ud af folkekirken.
Det er en styrke at vi har en folkekirke, der rummer missionsfolk, højrefløjsfolk, tidehvervsfolk, grundtvigske, såkaldte ’aktivister’, højkirkelige, lavkirkelige og hvad vi ellers kalder hinanden.

De forskellige kirkelige retninger har gennem historien givet – og giver – på forskellig måde vigtige bidrag til folkekirken og det at være kirke i dag. Og desuden bliver det hurtigt kvælende kun at være kirke med dem man er enig med.
Derfor er det vigtigt med rummelighed i folkekirken, så vi med et frit sind lytter til hinanden og diskuterer og debatterer med hinanden i tillid til, at den anden har noget vigtigt at bidrage med og at man kan ’risikere’ at bliver klogere.
Det frisind har jeg selv mødt hos mange missionsfolk og folk fra højrefløjen (og mange andre) både i samtaler og samarbejde, hvilket jeg har sat stor pris på. 

Med en rummelig folkekirke følger naturligt også præster af forskellig kirkelig observans – selvfølgeligt inden for folkekirkens rammer. Det giver mulighed for at man kan søge den præst, man mener, forkynder evangeliet, så det bedst og dybest vækker genklang i ens liv.
Det betyder også at man som præst i folkekirken kan have kolleger, som man teologisk er dybt uenig med. Det skal der være plads til, og derfor også til ’mandlige præster, der ikke mener, kvinder kan være præster’ – som Kristeligt Dagblad spørger os seks bispekandidater om, og som vi i øvrigt spørges om i debatindlæg i avisen.

Jeg tager det samtidigt som en selvfølge, at man som præst ansat i folkekirken anerkender folkekirkens rummelighed og derfor også, – at ligesom man selv er lovligt kaldet, udnævnt og indsat som præst, sådan er alle ens kolleger det. Mandlige som kvindelige. Der er eet præsteembede i folkekirken, som udøves af mænd og kvinder.
Det indebærer bl.a., at man tjenstligt kan have gudstjenestefællesskab med hinanden, at man anerkender hinandens sakramentforvaltning, at man kan samarbejde med hinanden, afløse hinanden og afløses af hinanden, at man kan give hinanden hånden til ordinationer og at man ikke har særordinationer.

Det er udtryk for rummelighed og frisind. Og jeg kender ikke mange, heller ikke missionsfolk, for hvem det vil være et problem. 

’Tilsyn’ sagde journalisten og tyggede lidt på det med at en biskop øver tilsyn med præster og menighedsråd. ’Jamen så er man jo en slags politibetjent som biskop’.

Det er man jo ikke. Hvad jeg forklarede. Men det er tankevækkende at det er det, man som udenforstående umiddelbart forbinder med ordet ’tilsyn’.

I dag er ledelse blevet noget de fleste gerne vil have; – ja vi gør næsten krav på det. Men ikke ledelse som regelstyring, instruktioner, påbud og det at nogen bestemmer præcist hvordan og hvornår. Det er dræbende for de fleste; for kreativitet, udvikling, idéer, vækst. Opgaver løses nu engang bedst af dem der arbejder med dem i det daglige og som kender til forholdene, – ikke ved at færdige løsninger presses ned over hovedet på een.

Så det er ikke ledelse i den forstand der efterspørges, derimod lederskab: man skal vide hvor man skal hen og kunne se, at det man gør, giver mening i en større sammenhæng.
I forlængelse heraf efterspørges – med god ret – også vejledning, støtte, opmuntring, anerkendelse, feed-back, sparring – som redskaber til at gøre det, man skal, bedst muligt.
Det er nemlig ikke godt for mennesket at være alene, heller ikke i en arbejdsmæssig sammenhæng. Arbejdsglæden stiger, når der prioriteres, udvikles, planlægges og evalueres i samspil med andre. Man opdager nye muligheder og man får lyst til at prøve nye veje.

Er vi gearet til det som folkekirke?
Noget tyder på at folkekirken i disse år står i et vadested – på vej væk fra at være ”manual” – og regelstyret til at blive ledet af og gennem visioner og mål.
Ændringen blev indledt med den blå betænkning (nr. 1477) om ’opgaver i sogn, provsti og stift’ fra 2006, og siden fulgt op af den grønne betænkning (nr. 1491) fra 2007, om folkekirkens lokale økonomi.
Med begge betænkninger blev det understreget, hvad der er folkekirkens vigtigste opgave, gennem formuleringen af en mission for folkekirken i indledningen til den blå betænkning: ’Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser’.
Det blev endvidere understreget at alle kirkens ansatte skal være fælles om at fremme det kirkelige liv i sognet.

Fremtidens folkekirke er således ved at tegne sig, som en kirke, hvor der er fokus på medlemmerne og de mulige medlemmer; en kirke, der tager udgangspunkt i sin mission, i sin opgave.
Med det udgangspunkt er opgaven da som kirke, sogn, menighedsråd, præster, ansatte – at lægge den overordnede retning: det er den vej vi vil gå, – det er sådan vi vil være kirke, her i vores konkrete sammenhæng, inden for forkyndelse, kirkelig undervisning, diakoni, børn og unge, ældre. …
Altså: man begynder med indhold, mission, vision – og derefter kommer struktur, opgaveløsning, midler mm.

Det giver god mening.
Som én har sagt så er det dumt at løbe, hvis man ikke ved hvor man skal gå hen. Når man ved det, er det vigtigt at man finder de bedste måder at løse opgaverne på. Og at man her giver hinanden frihed til at finde de løsninger der passer bedst i den konkrete sammenhæng. Men det er en anden måde at være kirkelig arbejdsplads på, end før.

At stå midt i et vadested, på vej væk fra regler og manualer – uden at være nået helt frem til en ny ledelsesstruktur, - er vanskeligt, ja frustrerende. 

Men vejen er ikke at gå tilbage til regler og manualer; derimod at få udviklet den ny form for ledelse i kirken for alle ansatte. Selvstyrende teams, MUS, coaching og sparring – ja, muligheden for at tale med nogen om det man gør, få feed back, retning, men ikke færdige løsninger. Det behøver ikke være dyrt; det behøver ikke være svært. Men det skal læres og udvikles. Og man skal ville det.

Jeg vil se det som en væsentlig opgave som biskop at styrke og at gå ind i den proces, så kirken bliver en god arbejdsplads for alle ansatte, hvor man ikke bare møder glad på arbejdet, men hvor man også går glad hjem; måske træt, men glad! Og resultatet af vores anstrengelser skal vise sig i flere som bruger kirken og får glæde af den.

Er der behov for en ledelsesreform i Folkekirken? – spørger Kristeligt Dagblad os bispekandidater.

Nej, det synes jeg ikke. Og jeg tænker her på forholdet mellem stat og kirke, synode, kirkeråd mm.

Stat og kirke skal ikke skilles, så længe fordelene er større end problemerne. Det mener jeg de er.

Staten og samfundet har brug for kirken til at holde sig fast på grundlæggende vilkår for vores liv med hinanden: menneskers ligeværd, vores dybe afhængighed af hinanden, pligten til at lade sig forstyrre når et andet menneske har brug for min tid og min hjælp, tilgivelse og forsoning, at vi skylder andre mennesker vores liv, muligheden for at få (og give andre) en ny begyndelse.

Kirken har gavn af folkekirkeordningen, fordi den giver kirken en officiel status. Det gør det for mange mennesker nemmere at bruge kirken og at komme i den. Det gør kirken almindelig.

Noget mindst lige så vigtigt er at kirken gennem folkekirkeordningen og med p.t. mere end 80 % medlemmer, er forpligtet på at være kirke for alle døbte og ikke alene for dem som oftest bruger kirken. Folkekirkeordningen er med andre ord med til at fastholde kirkens rummelighed. Hvad jeg anser for at være et stort plus.

Desuden har kirken gavn af at være en naturlig del af det offentlige rum, – en position man får gennem folkekirkeordningen.

Jeg mener for øvrigt også at andre kristne kirker og trossamfund i det hele taget har gavn af, at kirken har den position. Fordi staten gennem folkekirkeordningen siger ja til, at tro og religion generelt er en del af det offentlige rum. Det er ofte ikke en anden tro, der er det største problem for ikke-kristne, men snarere ikke-tro.

Selvfølgeligt kan der være problemer ved folkekirkeordningen, f.eks. at vi som kirke kan komme til at lukke øjnene for den store udfordring – at få flere til at få en tilknytning til kirken, at få flere til at bruge kirken. Vi skal ikke missionere for døbte. Men vi skal turde sige det lidt højere og tydeligere end vi ofte gør, at det er godt at være kristen. At det betyder noget for et menneske. At det giver mening at bygge sit liv på Guds kærlighed og tilgivelse.

Et andet problem kan være hvis staten sætter sig på kirken og ikke respekterer at kirken er en kirke og ikke alene en statsinstitution.

Begge dele må man naturligvis være opmærksom på.

Jeg ville være utryg ved at kirken skulle ledes af en folkekirkelig synode, et fælles kirkeråd som man f.eks. har det i Sverige. Netop fordi det ville skille stat og kirke, til skade for begge parter, mener jeg. Der er det specielle ved den danske model, at netop ved at fastholde folkekirkeordningen, er man med til at sikre at kirken ikke politiseres. Hvad så med stiftsråd?
Mange har gennem tiden været skeptiske over for stiftsråd. Ikke fordi de tager magt fra biskoppen, men fordi der er en risiko for at de tager den fra menighedsrådene ved at blive en slags ’over-menighedsråd’. Omvendt er stiftsråd en fuldførelse af den demokratiske struktur med menighedsråd og provstiudvalg, og jeg synes derfor, det er meget naturligt, at vi har fået stiftsråd. Jeg tror, at stiftsrådene med den ovennævnte risiko in mente kan være et vigtigt samtale – og inspirationsforum i forbindelse med udviklingen af det kirkelige liv i stiftet, ligesom de kan være et væsentligt rådgivningsforum for biskoppen.

Egoisme gør os til flugtbilister – skriver DR på sin hjemmeside, i dag onsdag. Og: der skal mere fokus på opdragelse – udtaler psykolog Mai-Britt Herslund i den forbindelse.

Ja, eller også skal vi simpelthen fortælle mere bibelhistorie.

I Bibelen er der jo en fortælling om en mand der bliver overfaldet og som kun overlever fordi der er én der stopper op og hjælper ham. Den fortælling er grundlag for vores etik og moral og måde at leve sammen på – eller måske rettere: den var. Historien på DR drejer sig om at stadigt flere (en stigning på mere end 50% på tre år) bliver flugtbilister. De opdager måske nok at de kører nogen over, men de stopper ikke op. De fortrænger det med vilje, siger Mai-Britt Herslund, og peger på egoisme som årsag til det. Det handler om at ’vi er blevet opdraget til at være små solister der ikke skal tænke på de andre – kun på os selv’ siger hun.

Engelsk TV producerede for et lille års tid siden en udsendelse om samme tema.

Man havde filmet en mand der var syg. Han havde ondt i maven og lå og vred sig på jorden, mens han bad om hjælp. Det var midt på dagen, tæt ved en station med mange mennesker der kom og gik. Men der var ikke én der reagerede på den syge mand og hans råb om hjælp. De fleste hastede bare forbi, tilsyneladende uden at have set den syge, mens andre helt klart så ham, men ikke desto mindre blot fulgte strømmen og gik forbi. Det skal tilføjes, at der ikke var noget mistænkeligt eller truende ved manden. Han var ikke fuld; hans tøj var pænt og rent og hans udseende helt almindeligt. Det eneste der skilte ham ud fra de mange andre mennesker var, at han var syg og derfor lå på jorden og bad om hjælp. Uden altså at få den. En sand gyser. – Ikke alene for den syge der ikke fik hjælp, men også fordi udsendelsen afslørede at den historie, vi tror er kendt langt ud over kirkelige kredse – den om den barmhjertige samaritaner – åbenbart ikke stikker særligt dybt. Eller også er den åbenbart ikke så kendt som vi går rundt og tror.

Det må vi sørge for at den bliver. Og vi – det er kirken. Helst i samarbejde med skolen og samfundet i det hele taget. Men ellers må vi gøre det selv.

Vi må fortælle historien om pligten til at lade sig forstyrre og til at stoppe op for at hjælpe; historien om at man har et ansvar for andre. Og vi skal fortælle den vidt og bredt, ikke kun i kirken, men også udenfor, i det offentlige rum.

Ligesom vi må fortælle de mange andre historier fra Bibelen som har helt grundlæggende betydning når vi skal bygge samfund sammen og leve sammen – historierne om ligeværd mellem mennesker, om forsoning, om tilgivelse, om tro og håb, om afhængighed af hinanden.

At holde samfundet fast på disse helt basale fortællinger, er en meget vigtig del af vores opgave som kirke.

NB! Jeg skylder at sige, at den engelske TV produktion var et forsøg. Den syge i udsendelsen var en skuespiller, der skulle spille syg netop for at se hvor lang tid der ville gå før nogen stoppede op for at hjælpe. Men alle de andre, – dem der ikke hjalp, var desværre ikke skuespillere. De spillede bare sig selv.

’Nåh ja. Det er rigtigt. De tror på en anden Gud. – Men det er jo alligevel det samme’. Ordene er en skolepiges, da hun blev spurgt om én af klassekammeraterne havde været med i kirke, og undrede sig over spørgsmålet, indtil hun kom i tanker om at vedkommende jo ikke var kristen.

De tror på en anden Gud – og så er det alligevel det samme.

Det er en meget god forklaring på spørgsmålet, om vi som kristne tror på den samme Gud som ikke kristne.

Det gør vi – i den forstand at vi tror, der kun er én Gud. Men – vi siger noget andet om Ham end de andre.

Noget af det helt afgørende vi siger om Gud er, at Han er tre-i-én. Han viser sig altså på tre forskellige måder: Som den almægtige Gud Far, der skaber og opretholder verden. Som Guds søn, Jesus Kristus, der dør som et menneske langfredag, men står op fra de døde i påskemorgenrøde. Som Gud Helligånd, der taler troen ind i enhver tid, ethvert sted, på alle sprog, så det bliver levende og nærværende og giver mening.

Nogen tror, at kristne tror på tre guder. Det gør vi ikke. Vi tror på én Gud, der har den dynamik i sig at Han viser sig på tre måder. Det giver nemlig en dynamik.

Gud er ikke alene den fjerne Gud Far i Himlen, den almægtige. Han kommer også ned på jorden, som et menneske. Fødes som et menneske, lever og dør som et menneske, – ja oven i købet så ensomt og forladt og ydmygende og smertefyldt som man overhovedet kan forestille sig det, på et kors. Hvilket betyder at der siden da ikke er noget sted, et menneske kan komme, hvor Gud ikke også har været og er.

Men han bliver ikke i døden, som et menneske. Han bryder dens magt. Sætter en ny orden for vores liv. Den orden at vi ikke længere har livet på dødens vilkår, men døden på livets vilkår. Døden får ikke lov at skygge for livet. For dødens magt er brudt.

Jesus er altså ikke alene menneske, et godt menneske, måske oven i købet en profet. Han er Guds søn, Gud selv og verdens frelser. Man kommer til Gud gennem Kristus og det er hans død og opstandelse, der bryder dødens magt og sætter os fri af den og af os selv.

Og ikke mindst er Gud her den dag i dag, levende og nærværende for alle, overalt og til alle tider. Han er tæt på os som luften vi ånder, så det med Gud bliver levende og virkeligt for os. Gud bruger vores sprog; Han taler ind i vores tid og aktualiserer budskabet og sætter det i spil i forhold til den sammenhæng vi står i. Vi kan altså ikke bare gentage ordene og dogmerne. Vi er nødt til at tolke det, finde betydningen af det i dag. 

Som kristne har vi ikke alene Det Gamle Testamente som vores Bibel, men også Det Nye Testamente. Det som handler om Jesus. De to testamenter læst i lyset af hinanden fortæller os hvem Gud er, kristent set. Han er verdens skaber, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud – og den Gud der kommer til verden i Jesus. Og som er levende og nærværende i Helligånden.

En tre-i-een Gud – det er den kristne Gud.

Den dobbelte udgang – betyder kirkeligt set og meget kort sagt at der er risiko/mulighed for at man kan blive enten dømt eller frelst, som menneske. Og at nogen bliver det ene mens andre bliver det andet. Spørgsmålet er blevet rejst på flere bispevalgmøder: tror vi bispekandidater på den dobbelte udgang?

Jeg tror der er en dom. Men jeg tror at den der dømmer (Gud), også er min forsvarer og at han fører sagen for mig og vinder den. Så jeg ikke bliver dømt, men tilgivet.

Det gør at jeg hver morgen kan stå op og leve det liv jeg skal, i tryg tiltro til at jeg har kærligheden i ryggen. Guds kærlighed og tilgivelse.

Jeg behøver med andre ord ikke at være bange for dommen. For jeg har lov til at leve i tillid til, at det ender godt – med tilgivelse.

Hvis jeg skal kunne tro, at det gælder for mig, så gælder det selvfølgeligt også for andre. Eller sagt med andre ord: Derfor går vi nok ud af den ene dør til dom, men samtidigt går vi ind ad den anden – til tilgivelse. Ikke på grund af vores egen tro eller fortjeneste eller fordi vi selv er gode, men fordi Gud er det. Det er det glædelige budskab.

Er der ikke grund til at være anfægtet, når det kirkelige budgetudvalg i København Kommune tænder advarselslamper, spørger Kaj Bollmann i sin blog.
Jo, naturligvis.
Man skal sætte tæring efter næring, og man kan ikke bruge penge, man ikke har. Og at sætte kirkeskatten op er ikke nogen god idé.
Men så længe økonomitallene er på det niveau de er, er der nu andre tal, der anfægter og bekymrer mig mere. Nemlig dåbsprocenten, som i Københavns Stift er på 49,6 og de 2200 der hvert år melder sig ud af Folkekirken i København.
Dét er folkekirkens reelle problem og det burde tænde advarselslamper og få alle i kirken til at overveje hvad vi skal gøre for at vende udviklingen.
Ikke først og fremmest af økonomiske grunde, men simpelthen fordi evangeliet er vigtigt. Vigtigt for mennesker.
Derfor må ambitionen være at få flere til at få tilknytning til kirken.
Den debat må vi have gang i nu. En indholdsdebat. Hvad er det for en kirke der er brug for? Hvad skal få flere til at døbe deres børn og færre til at melde sig ud? Hvordan gør vi det socialt acceptabelt at gå i kirke? Efter 10-15 års uendelige strukturdebatter hvor dåbs- og medlemstal er gået støt tilbage, er det på høje tid at sætte fokus på indhold. Hvad vil vi, hvad skal vi, hvordan gør vi det? Ellers risikerer man at der om 40 år ikke er en kirke at bruge penge på.
Da økonomitallene for nylig kom på bordet, viste de et underskud i 2008 på 3,6 mio kr og et ’måske underskud’ i 2009 på 8 mio kr, ud af et budget på 400 mio kr. – 12 mio kr. svarer til 170.000 pr. sogn i Københavns Kommune, hvilket naturligvis ikke betyder at hvert sogn skal spare lige meget. Nogle kræver ekstra udgifter det ene år, mens andre gør det et andet. Men de 170.000 pr. sogn sætter besparelserne lidt i relief.
De penge er jeg overbevist om at sogne og provstier kan finde, for menighedsråd er ansvarlige mennesker, der udmærket ved at en økonomiramme skal overholdes. Men i stedet for at spørge menighedsrådene hvordan de vil (og ville) finde besparelser, har man ovenfra besluttet at sammenlægge sogne og tage kirker ud af drift. En ’prioritering med perspektiv’, kalder Kaj Bollmann det. Tjah… der er ikke mange af de sogne jeg har talt med der vil bruge lige de ord. Ord som topstyring og diktat ligger længere fremme på tungen.
Jamen grønthøstermetoden, siger Kaj Bollmann. Den er uden perspektiv. I længden ja. Men på kort sigt kan den hindre forhastede konklusioner og panikløsninger, og give tid til det, der i høj grad er brug for nu: En indholdsdebat. Offensiv nytænkning. Mod og vilje til forandring. Det er ikke nogen nem proces, men den er nødvendig.
”Det er vigtigt at være ambitiøs og visionær på troens vegne. Men også vigtigt at bevare jordforbindelsen” siger Kaj Bollmann. Jeg ved ikke, hvad han finder i jorden, men at himlen skulle åbne sig over Københavns kirkeliv har han øjensynligt ganske vanskeligt ved at forestille sig. Han vil hellere tale om struktur. – Mere af det samme.
Jeg synes man i stedet skal begynde med det væsentlige. Lad os få menighedsråd, præster, ansatte – hver for sig og sammen til at finde ud af hvordan man kan og skal være kirke der hvor man er, i samklang med lokalmiljø og lokale forhold. Og for mig gerne også hen over sognegrænser med samarbejde på kryds og tværs.
Og inden for de økonomiske vilkår der er, selvfølgeligt.
Men det er derfra det skal vokse. Det er for mig jordforbindelse.
Jeg tror ikke på færdige løsninger pr. diktat. Derimod tror jeg på frihed til at finde de løsninger der virker der, hvor de skal bruges, af dem der skal bruge dem.
Lad os se at komme i gang.

Torben Larsen, formand for folkekirkens budgetudvalg i København, kom i en pressemeddelelse torsdag med dystre profetier: Folkekirken skylder København Kommune 12 mio kr. inden udgangen af 2009. Derfor er det nødvendigt at lukke mindst 10 kirker her og nu, og derfor skal kirken fortsætte de sidste mange års strukturdebat for at overveje endnu nye kirkelukninger, i følge Torben Larsen.

Ingen tvivl om at man skal sætte tæring efter næring – også i kirken. Man kan ikke bruge penge man ikke har, og det er ikke nogen god idé at sætte kirkeskatten op.

MEN inden man som Torben Larsen udsender forhastede konklusioner og katastrofemeldinger skulle man måske spørge, om kirkelukning er svar på folkekirkens reelle problem i København og om det er op til et budgetudvalg at træffe sådan en beslutning.

Jeg mener ikke vi skal fortsætte med at tale struktur, hvor ingen tør røre sig af frygt for at kirken lukker om ørerne på dem.

Vi skal derimod se at få gang i en indholdsdebat. Hvad er det for en kirke vi gerne vil have i København og hvilke muligheder og vilkår er der? Hvordan får vi vendt udviklingen, så flere synes de gerne vil være medlem af kirken og have deres børn døbt? Hvordan får flere mennesker en tilknytning til kirken og hvordan bliver dét igen det almindelige? Den debat skal tages nu – og på den baggrund kan man så finde ud af, hvad man mere langsigtet skal gøre.

Jeg har henvendt mig til Torben Larsen og fået tilsendt økonomitallene for i år, samt en fremskrivning for de kommende år. Af de tal fremgår, at folkekirken i København skylder kommunen 3,6 mio kr for 2008. Torben Larsen tror at man kommer til at skylde yderligere 8 mio i 2009 – altså 12 mio i alt for 2008 og 2009. Men det er et skøn, som kan blive højere eller lavere, grundet usikkerhed om udskrivningsgrundlaget.

12 mio kr er 3 % af kirkernes samlede budget i København Kommune – som er på 400.000.000 kr.  Ligeligt fordelt mellem de 70 sogne i kommunen giver det ca. kr. 170.000, – pr. sogn.
Det er selvfølgeligt en slags penge. Men jeg er overbevist om at dem kan sognene finde – også uden at lukke kirker. Så meget desto mere som Torben Larsen har oplyst, at når budgetudvalget tidligere har meldt budgettal ud, har sognene holdt dem. Også når der har været tale om nedskrivning.

Det er altså ansvarlige sogne, der ikke bruger mere end de har.
Det synes jeg man skulle tage udgangspunkt i og bygge videre på, frem for her og nu at dekretere lukning af 10 kirker – ja, måske endda flere. Det bliver nemt en ren panik handling, som ikke svarer på de reelle udfordringer kirken i København står overfor.

Lad i stedet budgetudvalget gøre det, de er gode til og som er deres opgave: sige noget om tal og økonomi så ædrueligt og realistisk som man kan. Og gerne mere end det: lave analyser så menighedsrådene, stiftsråd, provster og biskop ved hvad der er at gøre med og hvor meget tingene koster.

Og lad så menighedsrådene gøre det, som er deres opgave og som de er gode til: finde ud af hvordan de kan være kirke der hvor de er, inden for de rammer og mange muligheder der er.

Det er netop dén proces vi skal sætte i gang nu, og det jeg vil gøre som biskop. Sætte fokus på indholdsdebatten. Hvad er det for en kirke vi vil have? Hvordan får vi flere til at få tilknytning til kirken? Hvordan får vi vendt tallene og knækket kurven? Hvordan får vi et stigende dåbstal og flere medlemmer? Ikke alene af økonomiske grunde, men først og fremmest, fordi kirken har noget vigtigt at give mennesker: mening. Guds mening: kærlighed og tilgivelse.

Kirkelukning er efter min bedste overbevisning ikke vejen frem. Og ikke det sted, vi skal begynde. Det er med indholdsdebatten. Dén skal kirken, menighedsråd, præster, provster, ansatte, alle med interesse i kirke, sætte på dagsordenen.
Det er dér vi skal begynde, derudfra tingene skal ske, samarbejdsprojekter vokse og nye idéer spire.
Alt andet vil være ren topstyring.

NB! I øvrigt tak til Torben Larsen for tal, dels på det reelle underskud i 2008 (3,6 mio kr) dels på at man kan spare 4 mio kr. på at lukke en kirke. Det er tal der har været efterlyst. Der opstår så let myter og misforståelser som feks på et bispevalgmøde forleden hvor det blev nævnt at underskuddet til København Kommune var på 25 mio kr, – uden at nogen af de tilstedeværende fra f.eks. stiftsråd eller blandt provster tog til genmæle.  Så dejligt nu at få de reelle tal.